Hvem vandt? Jesper Steinmetz - Live fra Sakskøbing - om det amerikanske præsidentvalg Præsidentvalgkampen i USA blev onsdag bragt direkte hjem til Sakskøbing, da den mangeårige USA-korrespondent Jesper Steinmetz var på live foran et stort publikum af erhvervsfolk fra Lolland-Falster. Der var dækket op til halvanden times Mastertalk om den amerikanske valgkamp fra en af landets mest erfarne journalister med speciale i USA og især amerikansk politik – Jesper Steinmetz fra TV2. Ikke ham fra vejret, men ham live fra Washington. Business Lolland-Falster havde inviteret til Mastertalk om den amerikanske valgkamp, og det var en eftermiddag, der var præget af høj aktualitet på grund af nattens første direkte tv-debat mellem Donald Trump og Kamala Harris. Hvem der klarede debatten bedst, hvem der vinder præsidentvalgkampen, hvorfor er amerikanerne så meget mere anderledes end os danskere og hvorfor stemmer så mange på Donald Trump? Om debatten - ja Kamala Harris klarede sig godt og bedre end forventet, mente Jesper Steinmetz. Det var blot få af mange vinkler, som en meget veloplagt og vidende Jesper Steinmetz fortalte til de 80 fremmødte erhvervsfolk fra Lolland-Falster denne onsdag 11. september 2024. I øvrigt på 23 års dagen for det forfærdelige terrorangreb på USA i 2001, der kostede 2.977 uskyldige mennesker livet. Jesper delte mange interessant og tankevækkende historier fra sin tid i USA og mange handlede om Donald Trump. Trump, som Jesper Steinmetz har været tæt på en del gange, er meget fokuseret på tv og hvem han taler med. Første gang Jesper Steinmetz stillede ham spørgsmål blev han totalt ignoreret af Trump. Næste gang valgte Steinmetz en ny taktik og han fik svar på sit spørgsmål. Bedre gik det faktisk for Jesper Steinmetz’ faste fotograf og journalistkollega i USA gennem mange år Celina Liv Danielsen efter onsdagens tv-debat. Hun fik den tidligere præsident og nuværende republikansk kandidat i tale og fik svar på to spørgsmål. Det var Jesper noget misundelig over. Og her binder vi så sløjfen mellem USA og Sakskøbing – for Celina Liv Danielsen er fra Sakskøbing. Hvem vinder præsidentvalget - ville mange vide. Svaret fra Jesper Steinmetz var i 2015 at Trump ikke havde en chance for at vinde. Det gik som bekendt anderledes. Hans forudsigelse for valget her i 2024 er derfor mere nuanceret: Det bliver ekstremt tæt – og der kan gå mange dage før det endelige resultat foreligger. Tak til Jesper for en sublim Mastertalk – Vi er alle meget klogere på det amerikanske præsidentvalg nu.
-
+ 2