Sundhedsstyrelsen s indlæg

Noget medicin skal tages over lang tid - men skal den tages for evigt? Behandling med lægemidler er vigtig og effektiv, og ofte den billigste måde at bekæmpe sygdomme på. Når en person bliver behandlet med mange lægemidler, kan det være hensigtsmæssigt og nødvendigt. Men erfaringer fra praksis peger samtidig på, at der sker overforbrug og uhensigtsmæssig behandling med lægemidler. Derfor arbejder vi i Sundhedsstyrelsen med, hvordan man kan hindre overforbrug af medicin. Vi har i samarbejde med arbejdsgruppen for seponeringslisten skrevet om, hvorfor det er nødvendigt at arbejde med seponering. Det viser vi gennem to cases med fiktive sygehistorier, der er baseret på kliniske erfaringer. Den ene case handler om en patient, der er under behandling for svimmelhed, mens den anden handler om en patient med søvnproblemer. Det er begge gængse emner, som patienter kommer til lægen med, og kan bruges som inspiration til, hvornår man som læge skal overveje at tale med sine patienter om stop af medicin. ”De to cases er det seneste skud på stammen i vores arbejde med at forebygge uhensigtsmæssig brug af mange lægemidler. Vi har også mødtes i Nationalt Forum for Polyfarmaci for at vende, hvordan budskaber som varighed af behandling, seponering og prioritering af lægemidler kan blive indarbejdet i kommende retningslinjer og vejledninger om behandling”, siger projektleder Fie Madvig Larsen. Konklusionen fra mødet var, at selvom det kan være hensigtsmæssigt at starte en behandling, er der brug for mere fokus på at følge op og revurdere den behandling, der er startet. Følg med i vores videre arbejde med at nedbringe overforbrug af medicin via nyheder på sst.dk og læs de to cases her 👉 https://lnkd.in/dKfhK759

  • Der er ingen alternativ tekst for dette billede

Hvis du vil se eller tilføje en kommentar, skal du logge ind