Kommunikér hyppigt, kommunikér det der er småt men vigtigt
Sådan ser vores ugentlige nyhedsbrev ud.

Kommunikér hyppigt, kommunikér det der er småt men vigtigt

Kender du det, at du som leder er blevet mødt med ønsker om mere information, endelig får sat dig til tasterne en fredag eftermiddag, og alligevel har svært ved at finde ud af, hvad du skal skrive i nyhedsmailen til dine medarbejdere?

Den situation har vi tidligere stået i. Jo længere der går, inden man giver lyd, jo mere fristende er det at vente endnu længere. Der er altid endnu en brik, der skal falde på plads, og som det måske er klogest at afvente. For når der nu er gået en måned, siden man for første gang nævnte, at ledelsen vil komme med et oplæg til en ny teamstruktur i afdelingen, så dur det jo ikke at komme med et halvbagt udkast.

Der sker noget med nyheder efterhånden som tiden går. Den sagsfremstilling, som du vidste, at to medarbejdere har knoklet med at få på plads, da du gik hjem i eftermiddags, er svær at huske efter weekenden. Og om en måned er den bare endnu et bump på vejen, som du knap kan huske og i hvert fald ikke kan tillade dig at fremhæve over alle de andre små successer og vigtige opgaveløsninger, du ser hver dag.

For os har løsningen været at skrive et nyhedsbrev til sektoren hver uge. Det lyder banalt og det tager tid, men det giver plads til de ting, der ser små ud, men som i virkeligheden er vigtige. Plads til at nævne den sag på direktionsreferatet, der bør lægges mærke til. Plads til at bemærke dem, der gav den en ekstra skalle, så tilflyttermødet lørdag blev en succes. Plads til at bede om input til et stillingsopslag eller beredskabsplan inden det er helt færdigt.

Misser vi stadig noget vigtigt? Jada. Men vi har fundet en form, hvor der er plads til det store, det små og alt det ind i mellem.

Hvad er dit bedste trick til at sikre en god kommunikation til dine medarbejdere?

Hvis du vil se eller tilføje en kommentar, skal du logge ind