Vi elsker uniformer - af alle slags
I dag kan vores kunder og kollegaer være heldige at støde på medarbejdere, der ikke bærer butikkens, men en anden flot uniform. Vi har nemlig flere medarbejdere, der er medlem af Reserven eller frivillig i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten og som derfor i dag – på Uniform på jobbet-dag er trukket i lige netop denne uniform.
En af dem er Dan Nordskov. Han er en af de mere rutinerede kræfter i både Salling Group- og hjemmeværnsregi, og har brugt 27 år af sit liv, på at være frivillig i Hjemmeværnet. I dag er han kompagnichef, og foruden at passe sit fuldtidsarbejde på Nettos hovedkontor i Køge, så lægger han snildt 2000 timer om året som frivillig i Hjemmeværnet. Dan Nordskov er stolt af det arbejde, de laver i Hjemmeværnet, og lige så snart dagen er afsluttet på kontoret, så behøver han faktisk ikke skifte uniform, for umiddelbart efter, står den på 12 kilometer march, på den nedlagte flyvestation i Værløse.
”Det er også en måde for mig overhovedet ikke at skulle tænke på arbejde, fordi mit mindset skifter fuldstændig, når jeg trækker i uniformen”, siger Dan Nordskov.
”Jeg kan tage direkte fra arbejde fredag og så være på øvelse hele weekenden indtil søndag aften. Når jeg så kommer tilbage på arbejde mandag, føler jeg mig fuldstændig nulstillet, fordi min hjerne slet ikke har tænkt på arbejde”, fortsætter han.
Og gik man og troede, at det kun var harmløse opgaver, som Dan Nordskov og hans Hjemmeværnskollegaer tager sig af, så kan man godt tro om igen. Det kan være alt fra væbnet bevogtning, til assistance i forbindelse med sager om savnede personer. De kan også træde til, når det gælder liv og død.
Dan Nordskov fortæller om en episode, med en ung pige ved et fodboldstævne, som havde fået et bistik. Hun fik et allergisk shock, og fik hjertestop. Hun havde behov for at blive genoplivet tre gange, indtil ambulancen kom.
”Hun kom sig heldigvis, og kom forbi dagen efter for at sige tak, men det er da voldsomt. Her er det min opgave bagefter at sørge for, at alle lander et godt sted efter sådan en episode, fordi det helt klart kan sætte nogle spor i folk" siger Dan Nordskov.
Det er InterForce Danmark, der står bag initiativet om Uniform på jobbet-dag. Det giver os alle mulighed for at hylde de danskere, der yder en ekstra indsats for at gøre Danmark til et trygt og godt land at leve i.
Netop den sidste sætning var også en stor motivationsfaktor for Dan Nordskov, der som ung gik med en soldaterdrøm i maven, men grundet en knoglesygdom som barn, der satte ham i en kørestol i tre år, blev han erklæret uegnet senere hen.
”Så måtte jeg jo videre, og da jeg pludselig ved en tilfældighed befandt mig ved et værgemøde for hjemmeværnet, så skrev jeg under med det samme uden betænkningstid. Her var de nemlig ligeglade med, at jeg engang havde siddet i kørestol", siger Dan Nordskov, ”Og jeg har ikke fortrudt det siden”, fortsætter han.
En af de nyere kræfter i Hjemmeværnet, er salgsleder i Netto på Dalumvej i Odense, Karina Vangslev. Hun begyndte på uddannelsen i Hjemmeværnet for blot en måned siden, og selv om der er knap 27 års erfaring til forskel, vækker uniformen stadig nogle de samme følelser. "Jeg ranker lige ryggen en ekstra gang, når jeg trækker i den. Når jeg har min netto-uniform på giver det en Netto-stolthed, og når jeg har min militæruniform på, giver det en anden stolthed", siger Karina Vangslev.
Når hun er færdig med sin uddannelse i Hjemmeværnet, drømmer hun om at bruge det i Politihjemmeværnet.
Vi vil i Salling Group gerne benytte dagen til at takke Dan Nordskov og Karina Vangslev, men selvfølgelig også de andre cirka 16.500 frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten, og cirka 30.000 i Reserven, for jeres enorme arbejde, og for at trække i uniformen, når der er brug for jer.
Til daglig lægger vi måske ikke mærke til jer, der er I helt almindelige mennesker, der passer jeres civile arbejde, men når det virkelig gælder, så står I klar til at sikre danskernes sikkerhed og tryghed. Tak for det.
Administrativ kontorassistent, butikserfaring, ledelse hos kontorassistent, butikserfaring, ledelse
1åUndskyld jeg siger det, men en hjemmeværns og militær uniform høre efter min mening ikke hjemme i et supermarked, det er noget man har i sin fritid. Synes det er et forkert signal at sende, især for dem fra Afganistan, Irak, Ukraine og andre lande hvor folk er flygtet fra død og ødelæggelse, hvor deres hverdag har været at se folk i uniform.
Projektchef PMO hos GK Danmark
1åSådan! Kæmpe Hurra herfra