Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017R1001

EU-varemærker

EU-varemærker

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

Den fastlægger fælles EU-regler og -betingelser for at meddele et EU-varemærke.

Den kodificerer og erstatter forordning (EF) nr. 207/2009 med de mange ændringer.

HOVEDPUNKTER

EU-varemærke

Enhver person eller virksomhed, herunder offentligretlige myndigheder, kan opnå et EU-varemærke ved hjælp af registrering.

Det kan bestå af alle de tegn, især ord (herunder personnavne), afbildninger, bogstaver, tal, varens form eller emballage, for så vidt disse tegn er egnede til at:

  • adskille en virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andre virksomheders og
  • blive repræsenteret i varemærkeregisteret på en sådan måde, at offentligheden og myndighederne ved nøjagtigt, hvad der beskyttes.

Indehavernes rettigheder

Varemærket giver indehaveren en eneret, der forbyder tredjemand at bruge enhver af følgende i erhvervsøjemed:

  • et tegn, der er identisk med EU-varemærket, for varer eller tjenesteydelser af samme art som dem, for hvilke EU-varemærket er registreret
  • et tegn, hvor der er risiko for forveksling med et andet varemærke
  • et tegn, der er identisk med eller ligner EU-varemærket for varer eller tjenesteydelser af anden art end dem, for hvilke EU-varemærket er registreret, når brugen af tegnet medfører en udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé.

Indehaveren af EU-varemærket må ikke forbyde tredjemand at bruge følgende til erhvervsmæssige formål:

  • indehaverens ejet navn eller adresse
  • angivelser vedrørende egenskaber ved varen eller tjenesteydelsen såsom art, beskaffenhed, mængde
  • varemærket, når dette er nødvendigt for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, som tilbehør eller reservedele.

Anvendelse

Ansøgere skal indgive en ansøgning om et EU-varemærke Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO).

Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:

  • en anmodning om registrering af et EU-varemærke
  • oplysninger, der gør det muligt at fastslå ansøgerens identitet
  • en fortegnelse over de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der ansøges om registrering
  • en gengivelse af varemærket.

Ansøgeren skal også betale et ansøgningsgebyr. Ansøgningsgebyret skal være betalt inden for én måned efter ansøgningsdatoen — den dato, hvor dokumenterne blev indgivet til EUIPO.

Registrering

  • Når ansøgningen er indgivet, undersøger EUIPO om den opfylder alle betingelserne for at meddele et EU-varemærke.
  • Offentliggørelse af ansøgningen giver tredjemand mulighed for at anfægte meddelelsen af varemærket på baggrund af tidligere rettigheder i en indsigelsessag.
  • Hvis ansøgningen opfylder alle de påkrævne kriterier, og ingen indsigelser er indgivet eller accepteret, offentliggøres registreringen af varemærket.

Registreringsperiode og fornyelse

  • Registreringsperioden for EU-varemærket er 10 år regnet fra den dag, ansøgningen blev indgivet.
  • Registreringen kan fornys for 10 år ad gangen. Ansøgningen om fornyelse skal indgives 6 måneder, før gyldigheden af registreringen udløber.

Afkald, fortabelse og ugyldighed

Der kan gives afkald på et EU-varemærke for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret. Indehaveren kan også fortabe sine rettigheder, hvis:

  • der ikke er gjort reel brug* af varemærket i EU i 5 år
  • varemærket er blevet en almindelig betegnelse for et produkt eller en tjenesteydelse
  • varemærket kunne vildlede offentligheden med hensyn til varernes eller tjenesteydelsernes art, beskaffenhed eller geografiske oprindelse.

Forordningen fastsætter desuden ugyldighedsgrunde for varemærket. Disse grunde omfatter for eksempel tilfælde, hvor ansøgeren ved indgivelsen af ansøgningen om varemærket var i ond tro.

EU-fællesmærke

Ved indgivelse af en ansøgning om registrering, er det muligt at angive et EU-varemærke som et fællesmærke. Følgende er berettigede til at indgive en ansøgning om EU-fællesmærke — foreninger af:

  • fabrikanter
  • producenter
  • tjenesteydende virksomheder
  • handlende
  • offentligretlige juridiske personer.

EU-kvalitetsmærke

Det er også muligt at angive et EU-varemærke som et kvalitetsmærke. Indehaveren af et kvalitetsmærke bekræfter de certificerede varers og tjenesteydelsers materiale, fremstillingsmetode for varen eller tjenesteydelsernes ydeevne, kvalitet, nøjagtighed eller andre karakteristika (undtagen geografisk oprindelse).

Søgsmål

Forordning (EF) nr. 1215/2012 finder anvendelse på søgsmål vedrørende EU-varemærker og ansøgninger om EU-varemærker samt på parallelle og efterfølgende søgsmål på baggrund af EU- og nationale varemærker.

EU-landene skal udpege »EU-varemærkedomstole«. Disse domstole har enekompetence i alle sager vedrørende krænkelse og gyldighed af EU-varemærker.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. oktober 2017.

BAGGRUND

EUIPO erstatter Harmoniseringskontoret på det indre marked fra den 23. marts 2016 i overensstemmelse med forordning (EU) 2015/2424, som ændrede forordning (EF) nr. 207/2009. De blev begge erstattet af forordning (EU) nr. 2017/1001.

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Reel brug: hvis en virksomhed registrer et EU-varemærke, anvender det i en periode og herefter ophører med at bruge det i en sammenhængende periode på fem år, kan varemærket erklæres fortabt.Det skyldes, at der ikke er nogen værdi i at beskytte varemærker, hvis de ikke benyttes, og der er ikke nogen interesse i at forhindre en anden virksomhed, som kan have et rimeligt ønske om at benytte mærket, i at bruge det.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2017/1001 af 14. juni 2017 EU-varemærker (EUT L 154 af 16.6.2017, s. 1-99)

seneste ajourføring 13.02.2018

Op
  翻译: