
Hvad er iCloud-fotodeling?
Med iCloud-fotodeling kan du oprette fælles album og invitere andre til at se dem. De personer, du inviterer, kan altid se dit album fra en Mac, en pc eller en iOS-enhed. Hvis de logger ind på iCloud med deres Apple-id, kan de “synes godt om” dine fotografier og tilføje kommentarer, og de kan endda føje deres egne fotografier og videoklip til albummet, hvis du har tilladt det. Hvis dine gæster ikke er logget ind på iCloud, kan de stadig se dine fælles fotografier og videoer, hvis du indstiller et offentligt websted.

Det virker på følgende måde: Slå først iCloud-fotodeling til overalt, hvor du vil bruge det – på din Mac, iOS-enhed eller pc. (På en Windows-pc skal du installere iCloud til Windows, før du kan bruge iCloud. Du kan få flere oplysninger i Installer iCloud til Windows). Vælg derefter de fotografier eller videoer, du vil dele i Fotos, opret et nyt fælles album, og skriv dine venners e-mailadresser. Dine venner modtager en invitation til at abonnere på dit fælles album. Når de accepterer (hvis de logger ind på iCloud), vises det fælles album i deres Fotos-program, hvor de kan se, “synes godt om” og kommentere fotografierne i albummet, og de kan endda føje fotografier til det fælles album. Når du (eller dine abonnenter) føjer et emne til et fælles album, vises det automatisk på alle abonnenternes enheder.
Familiedeling
Du kan bruge Familiedeling til at holde dine familiemedlemmer ajour med alle de seneste begivenheder, vigtige fotografier og mindeværdige tidspunkter i dit liv. Når du slår Familiedeling til og indstiller en familie i iCloud-indstillingerne i macOS, oprettes albummet Familie under Fælles i indholdsoversigten. Alle familiemedlemmer, der har abonnement, kan nemt føje fotografier, videoklip og kommentarer til albummet direkte fra Fotos. Hver gang et familiemedlem tilføjer et emne eller en kommentar, opdateres alles enheder.