
Brug af Find til at lokalisere mistede Apple-enheder
Alle Apple-enheder inden for Bluetooth-rækkevidde, hvor Find offline er slået til, kan opfange et signal fra en anden Apple-enhed, der er indstillet til at tillade Find, og læse den Pi-nøgle, der sendes ud på det pågældende tidspunkt. Ved brug af en ECIES-konstruktion og den offentlige nøgle Pi, der udsendes, krypterer finde-enhederne deres aktuelle lokalitetsoplysninger og sender dem til Apple. Den krypterede lokalitet bliver forbundet med et serverindeks, der beregnes som SHA256-hash-værdien af den offentlige P-224 Pi-nøgle, der hentes i Bluetooth-datapakken. Apple har aldrig dekrypteringsnøglen, så Apple kan ikke læse den krypterede lokalitet i finde-enheden. Ejeren af den mistede enhed kan rekonstruere indekset og dekryptere den krypterede lokalitet.

En forventet række tællerværdier anslås i den periode, der søges efter lokaliteten, når den mistede enhed forsøges fundet. Med kendskab til den originale private P-224-nøgle d og de hemmelige SKi-værdier inden for tællerværdiområdet i søgeperioden kan ejeren rekonstruere værdisættet {di, SHA256(Pi)} for hele søgeperioden. Ejerenheden, der bruges til at lokalisere den mistede enhed, kan derefter sende forespørgsler til serveren ved brug af indeksværdierne SHA256(Pi) og hente den krypterede lokalitet fra serveren. Find dekrypterer derpå lokalt de krypterede lokaliteter med de matchende private nøgler di og viser den mistede enheds omtrentlige lokalitet. Lokalitetsrapporter fra flere finde-enheder bliver kombineret i ejerens app, så en mere præcis lokalitet kan findes.

Lokalisering af enheder, der er offline
Hvis en bruger har slået Find min iPhone til på sin enhed, er Find offline slået til som standard, når enheden opgraderes til iOS 13 eller en nyere version, iPadOS 13.1 eller en nyere version eller macOS 10.15 eller en nyere version. Formålet er at sikre, at alle brugere har den bedste mulighed for at finde deres enhed, hvis den skulle blive væk. Men hvis brugeren på et tidspunkt ikke ønsker at være med, kan find offline slås fra i indstillingerne til Find på brugerens enhed. Når find offline er slået fra, virker enheden ikke længere som finde-enhed og kan heller ikke findes af andre finde-enheder. Men brugeren kan stadig finde enheden, så længe den kan oprette forbindelse til et Wi-Fi-netværk eller et mobilnetværk.
Når en mistet enhed bliver lokaliseret, modtager brugeren en notifikation og en e-mail om, at enheden er blevet fundet. Brugere kan se den mistede enheds lokalitet ved at åbne Find og vælge fanen Enheder. Frem for at vise enheden på et tomt kort, hvilket ellers ville være tilfældet, inden enheden blev lokaliseret, viser Find en lokalitet på kortet med en omtrentlig adresse og oplysninger om, hvor længe siden det er, at enheden blev opdaget. Hvis der kommer flere lokalitetsrapporter ind, bliver både den nuværende lokalitet og tidspunktet automatisk opdateret. Brugere kan ikke afspille lyd eksternt på en enhed, der er offline, eller slette den, men de kan bruge lokalitetsoplysningerne eller benytte andre metoder til at få fat i enheden igen.