Om kunderelationer, bonderoser og ægteskab

Vores bonderoser er ved at sætte blomster. Det får mig straks til at tænke på vores bank. Som nytilflyttede til København skulle vi i 2000 have en ny bankrådgiver. Spændte mødte vi op ved filialen ved Nørreport station og blev introduceret til den unge, fremadstormende rådgiver. Efter mødet skrev vi til banken, og fortalte at ham ville vi slet ikke have. Vores rådgiver skulle mindst have to barn (vi var jo selv ved at stifte familie), være fyldt 40 (livserfaring), gerne kvinde (mere realistisk risikovurdering), have styr på økonomi generelt og samtidigt have så meget glimt i øjet, at vi kunne ringe til hende midt i natten fra New York, når vores Visa-kort blev spist af en hæveautomat. Vi blev herefter introduceret til Kirsten Brandt. Kirsten var fænomenal, og hjalp os igennem processen med at købe vores første lejlighed (2003), og i det hele taget med at lægge budgetter og agere økonomisk forsvarligt.

En dag fortalte Kirsten at hun ville flytte til en anden del af banken, og at vi skulle have en ny rådgiver. Ind på scenen blev endnu en fremadstormende kandidat introduceret, og ligesom tidligere brokkede vi os. Så mødte vi Susan Orbæk, en glad kvinde i midten af 40'erne, mor til flere børn og sejler. Susan oplevede hvordan vores familie voksede, og var med til at guide os da vi skulle købe vores første hus.

Jeg står udenfor huset og maler vinduer da lågen går op. Ind træder Susan, som har taget bussen til Brønshøj, for med selvsyn at konstatere hvordan huset ser ud, og høre hvordan det går. Under den ene arm har hun to bonderoser. I den anden holder hun en lille spade med bankens logo. ”Jeg ville bare kigge forbi med en lille lykønskningsgave til jer” siger Susan. Forbavset og rørt får jeg plantet bonderoserne i den brønshøjske muld. Da vi 5 år senere flytter til et nyt hus i naboskabet graver jeg roserne op og tager dem med. Her har de nu stået i 10 år, og hvor fjollet det end er, kan jeg ikke lade være med at tænke på banken, Kirsten og Susan hver gang de skyder om foråret.

Var blomsterne bare et billigt salgstrick? Jeg tror det ikke, og det er nok også lige meget. Jeg kan bare konstatere, at vores rådgivere altid sørgede for, at vi fik de bedste vilkår man kunne få som kunde, med den økonomi vi nu havde. Selvfølgeligt ved vi, at en bankrådgiver også agerer sælger for banken. Men den gode rådgiver ved også, at man indgår en relation med sine kunder, og at en stærk relation er lige som et stærkt ægteskab - man bliver så at sige ved, og nyder rejsen undervejs.

Hvad skete der med Susan? Hun flyttede til Sydsjælland for 11 år siden. Og efter en kortere affære med en anden bank, er vi nu tilbage hvor vi startede igen. Vores rådgiver hedder nu Bjarne. En helt almindelig middelalders mand. Lidt kedelig, men driftssikker og meget stabil. Kort sagt, alt det vi som kunder ønsker at vores bankrådgivere skal være!

God sommer til jer alle ønsker Patrik!Kund