Det Marianne skriver. God kampdag❤️
Hvad min søn lærte mig om ligestilling ♂︎♀︎ Jeg har en søn, som ved, altså ægte ved, at vi ikke er i mål med ligestilling i Danmark. Han ved, at der i grundskolen, i gymnasiet, i samfundet generelt lyttes mere til drenge end piger, mere til mænd end kvinder. Han ved, at mænds pointer tillægges en smule mere vægt i diskussioner. At drenge med armen oppe i timerne høres lidt mere end pigerne. At man får lidt mere plads i bussen og bliver behandlet med lidt mere respekt af butikspersonale. Alt det, havde jeg på fornemmelsen. Der er mange episoder gennem et arbejdsliv, hvor det har føltes sådan. Men jeg har undveget at sætte ord på. Det kommer nemt til at lyde som klynk, og det er jo svært at bevise, at ens pointe ville have fået større gennemslagskraft, var den kommet fra en mand. Nogle gange var det sikkert bare en dårlig pointe. Men min søn har lært mig at se episoderne. Jeg har nået en position, hvor det ikke rammer mig så meget længere, men det rammer andre. Og især yngre kvinder kæmper ofte en unfair kamp for at komme til orde og blive anerkendt på linje med mændene i professionelle sammenhænge. Min søn har også lært mig, hvor meget vi kønner. Vi kønner små børn til enten passive, smukke prinsesser eller seje, stærke superhelte. Vi kønner i sprog og i forventninger. Vi kønner i uddannelsesvalg. Vi kønner, når vi kommenterer kvindelige politikeres tøj og hår, før indholdet i deres standpunkter. Vi kønner, når vi bemærker og fremhæver en kvindelig domineret direktion eller bestyrelse, men ikke en mandlig ditto. Det er næsten umuligt at lade være, men vi kan øve os på ikke at kønne, hvor køn er irrelevant. Og vi kan samtidig udvide vores sprog, så det inkluderer flere måder at være i verden på. Og inviterer flere med om bordet. Vi har på alle niveauer i vores samfund behov for flere stemmer og flere vinkler. Tiden viser lige nu alt for tydeligt, hvordan homogene ekkokamre bremser samtale og konstruktiv udvikling. Diversitet er langt mere end køn. Men i dag er det 8. marts. I dag kæmper vi kvindernes kamp. En kamp som stadig er relevant. Nogle steder i verden med absurd tydelighed. De kvinder kæmper vi for i dag. Men også kampen lige for næsen af os. Kampen om ordet i både klasse- og direktionslokalet, kampen om mikrofonen i nyhedsindslaget og kampen om at blive ægte hørt og set uanset køn. Behovet har jeg lært af min transkønnede søn, som har taget den ultimative rejse fra at være i verden som først opfattet pige og nu som mand. Han ved, hvad vi kæmper for i dag.